China Diary 2014

Hi there,

Amazon is widely considered the world's number one website for selling products, dominating with over $790 billion in gross merchandise value (GMV) in 2024 and hosting over 2 million active seller accounts.

It offers unparalleled global reach, robust logistics through FBA (Fulfillment by Amazon), and massive, active customer traffic.



For more click Here : https://amzn.to/3NYYPmj

Jeg er nu på vej hjem efter mit 8. besøg i Kina. Vi har været her i lidt over 5 uger og rejst ca 7.500 km - heraf langt hovedparten med hurtigtog, og ikke som sædvanligt blot fløjet rundt mellem destinationerne.
Mens det er nemt og hurtigt at flyve rundt i Kina, så har togturene givet mig mulighed for at se mange forskellige landskaber, fra de endeløse flodsletter i nord til de bjergrige og dramatiske landskaber i syd. Vi har passeret forbi endeløse marker, tusinder af landsbyer og utallige storbyer fra Beijing i nord til Guangzhou i syd og Xi'an i vest.


Vi stod på hver sit tog i Guangzhou, da min kone skal tilbage til familien i Xi'an , mens jeg skal op til Beijing og tilbage til København. Togturen fra Guangzhou til Beijing tager 9 timer. Da vi efter 6 timers kørsel havde passeret Wuhan i det centrale Kina og det efterhånden var ved at blive skumringstime, var jeg godt nok træt ved tanken om endnu 3 timers kørsel. Men jeg skulle dog snart komme til at længes efter netop de tre timers togkørsel.

18.45 stoppede toget et sted midt i ingenting. Ok - jeg tænkte et andet tog skal formentlig passere os nord fra, og hellere vente her end at tørne sammen med 300 km / t. Lidt efter passerede et passerede et højhastighedstog . Da vi nu holdt stille tog passagen af den 430 meter lange togstamme ca 3-4 sek. Når to tog i fuld fart passerer hinanden tager det mindre end 2 sek - og giver samtidigt et hurtigt ryg i togvognene, idet luften bliver presset ind imellem de to togstammer. Toget var passeret, men vi holdt stadig stille. Ok - der kunne jo være endnu et tog på sporet .... 15 min senere passerede endnu et tog , men vi blev ved at holde stille. Det lykkedes mig at få så meget ud af min sidepassager - en ung pige fra Beijing, at der var problemer med et tog foran os.

En time gik og intet skete. Jeg fik bekræftet fra andre rejsende, at det var et tog foran os som var gået i stå.

Den anden time gik - det meste af tiden tilbragte jeg ude ved mellemgangen mellem togvognene, og gik ned i restauranten bagerest i toget og spiste. Her blev ikke bare spist, men også drukket øl og spillet kort, mens andre drak tee og snakkede uberørt af de råbende kortspillere.Et par damp-børn i vores vogn som havde tonset rundt og råbt og skreget - som i øvrigt også deres mødre - syntes desværre helt upåvirket af ventetiden. I stedet for at blive trætte med tidens gang , syntes deres energiudladninger at være uendelige. Jeg hørte mig selv mumle til den ene lille dreng , "pas på , jeg skær små børn op og skylder dem ud i toilettet!"

Da vi var godt inde i den tredje time og intet skete, begyndte jeg så småt at mærke en snigende panikangst over uvisheden, ikke at vide om vi kørte videre om 5 min eller først om en ,to eller fem timer. Det var ikke mindst følelsen af at være indespærret, og fornemmelsen af ikke at kunne få luft, frisk luft, men alene lidt kølighed fra airkonditionen kanalerne. Det var desværre kun en ringe trøst at tænke på, at jeg trods alt ikke lå under murbrokkerne i et sammenstyrtet hus eller i en forulykket bus, selvom det stod mig klart at det ville jeg nok ikke være i stand til at udholde ret længe.
Omvendt syntes mine medpassagerer - alle kinesere - at tage situationen med ophøjet ro. Men netop som alt således syntes at snøre sig sammen og panikken bankede på, satte toget i bevægelse præcist 3 timer efter at vi var standset. Aldrig har jeg været så glad for at sidde i et tog , ikke mindst et tog der kørte og hurtig fløj afsted med 300 km /t .
De tre timers køretur som tidligere havde bekymret mig var nu for intet at regne
kl 01. ankom jeg til Beijing West Railway station og slap gennem mængden af håndlangere for 'sorte taxaer' og andre af nattens særlige tilbud og de overnattende migrantarbejdere som lå i gangtunellerne under stationen ... så en udslået pakkasse på gulvet i ankomsthallen og var lige ved at lægge mig til rette.
Gik de 7-800 meter til hotellet. Træt , men også glad for at rejsen var tilendebragt:-)

Inden turen i dag går tilbage mod Beijing og imorgen videre til Kbh, vil jeg da godt opfordre andre til at tage turen. Det er endnu ikke mange danskere som har besøgt Kina. Af mine 60 gymnasielærer-kollegaer tror jeg kun der er to der har været i Kina! Det er da også karakteristisk at der på SAS maskinen til Beijing almindeligvis er flere kinesere end danskere.

Man flyver kl 21 fra Kbh og lander otte timer senere i Beijing (lokal tid 11.30). Følg menneskestrømmen gennem paskontrol og videre ned til det lille tog som kører dig frem til bagage udleveringen. Find en ATM automat og hæv 2000 yuan. Går lige ud af ankomsthallen og tag Express toget til byen (25 yuan) - husk at få et bykort på engelsk med fra billetlugen. Efter godt 30-40 min nås endestationen Dongzimen. Der er almindeligvis fire udgange fra metrostationerne- en til hvert gadehjørne, og jeg har fået en dårlig vane med at gå ud på det forkerte hjørne. Tror du skal se efter en vestlig udgang. Undgå plattenslagere som tilbyder dig transport, og find en taxa på gaden. Medbring en udskrift med hotellets navn og adresse - helst på kinesisk. Det skal og kan ikke koste mere end 50 yuan at køre nogen steder hen i Beijing.

Hjemmefra kan du bestille hoteller, togbilletter og indenrigsfly på www.ctrip.com. Det fungerer upåklageligt og du kan altid ringe til deres servicecenter hvis der er spørgsmål til en booking. Bemærk , at for at bestille togbilletter på ctrip.com skal det ske min. 4 dage før togturen. Indenrigsfly skal bookes min 24 timer før afgang, mens hoteller kan bookes med kortere varsel. Læs andre gæsters evaluering af hotellerne på Ctrip.

Selvom du på bykortet syntes du bor tæt på Tian'anmen el.lign, så lad være med at prøve at gå derhen - der er altid længere end du tro. Tag en taxa, der er 100.000 taxaer i Beijing og det koster ingenting, eller kør med Metro - koster 2 yuan - og kan bringe dig alle steder hen. Og så er Metroen i Beijing og Shanghaiog andre steder en oplevelse i sig selv, som man ikke bør snyde sig selv for.

Du kan have en fin tur til Kina med 8-10 dage. Brug 3-4 dage i Beijing , tag evt en taxa op til muren (ca. 500 yuan t/r) og tag Highspeed train til Shanghai hvor man nemt kan bruge 5-6 dage. Man kan i dag også flyve hjem til KBH fra Shanghai. Flyver du til Shanghai så vælg den østlige lufthavn, så du kan tage Maglet toget ind til byen med 430 km /t (= 8 min).


god rejse :-)

Sidste dag i Dongguan, inden turen i morgen går mod Beijing. Inden vi kom herned, var der ikke mange kinesiske venner og bekendte som helt forstod hvorfor jeg ville herned. Dongguan har et dårligt ry, som en fabriksby hvor alt handler om penge, en by uden historie, kultur eller særlige seværdigheder. En by som også er kendt for et omfattende prostitutionsmiljø, spillebuler og kriminalitet. Alverdens ondskab skulle således være samlet her.
Jeg ville herned fordi området er synonymt med begrebet om 'Kina som verdens fabrik' og fordi vi havde fået mulighed for at besøge et par virksomheder i byen. Vores indtryk af byen er langt mere positivt end byens rygte, men vi ser selvfølgelig kun tingene på en meget overfladisk vis. Men har man engang fået et dårligt rygte, kan det være svært at ryste det af sig. Fra vores samtaler med de lokale, syntes det klart at der er sket meget i byen her, siden hele fabriks-boomet tog fart i slut 80'erne og 90'erne.

Min kone havde været her for 12 år siden, og kunne ikke kende stedet igen. Det umiddelbare indtryk af bybilledet er først og fremmest en meget grøn by; her er parker alle vegne og store grønne boulevarder. Trafikken er ualmindelig fremkommelig - nærmest fraværende, i forhold til alle andre kinesiske byer. Det skyldes først og fremmest at byens hovedboulevarder er anlagt indenfor de sidste 15-25 år, og derfor er brede 3 sporede veje også i byens centrum. Grunden til at trafikken er betydeligt mindre end andre steder (som i København udenfor myldretiden) skyldes dels at størstedelen af indbyggerne er migrant-arbejdere, som er her for at spare penge op, og derfor ikke har bil, men angiveligt også, at den økonomiske aktivitet er aftaget meget siden finanskrisen. Mange virksomheder er lukket eller flyttet til andre proviser.

Migrantarbejdernes arbejds- og boligforhold er selvklart meget forskelligt fra det vi i dag kender i Danmark, men ikke anderledes end man formentlig finder det på millioner af disse små familiedrevne virksomheder rundt om i Kina. Arbejdslivet i Kina er hårdt for de fleste, hvad enten man er byggearbejder, bankansat eller fabriksarbejder. Boligforholdene er miserable set med vores standarder, hvad enten man ung boligkøber i Xi'ans nye moderne byområder, eller bor i de gamle bykerner i Beijing , Shanghai eller på en fabrik i Dongguan (eller for den sags skyld er turist på 1. klasse på Yangzi-floden).

Men man skal huske på at Kina fortsat er et udviklingsland. Nok har Kina haft en enestående udvikling gennem de sidste 30 år, som har trukket 4-500 mio. mennesker ud af fattigdom (1), og skabt supermodernede megabyer som Shanghai, Beijing, Guangzhou m.fl , men samtidigt er der hundrede millioner af mennesker som fortsat lever under kummerlige forhold og for hvem det er en daglig kamp at skaffe sig midler til at overleve.


FORTSÆTTES .....efter morgenmaden :-)

Spørgsmålet om demokrati har vi adskillige gange diskuteret med folk vi har mødt rundt om i Kina. Det har ikke den store interesse, og har faktisk kun mødt én person i 2012, som talte for dette. For det første syntes man ikke at se de vestlige demokratier som forbilleder eller noget efterlignelsesværdigt, når det gælder styreformer. For det andet er der ingen positive historiske erfaringer hermed fra Kinas egen historie. Demokratiet under Republikken Kina (1912-49) holdt i knap to år. Maos Kulturrevolution (1966-76) kan ses som et andet forsøg på at give magten til folket, eller i de mindste involvere dem direkte i magtudøvelsen. Det var ingen succes. Endelig er det for kineserne vigtigere at sikre landets enhed frem for noget andet. Denne enhed har altid været set som forudsætningen for fred og stabilitet, og med sin yderste turbulente og voldsomme historie i de sidste århundreder, vejer dette formål tungere end demokratiske ideer. man frygter med rette at en demokratisk styreform a la vesten, vil føre til splid og kaos, og i værste fald til landets opløsning, sådan som det skete i sovjetunionen og på Balkan i 1990'erne. Endelig tror jeg, at enhver der besøger Kina meget hurtig vil fornemme, at det vist ikke lige er demokrati efter vestlig model, som er løsningen her. Kina ER et stort land ....meget stort.

Note (1); jeg kan ikke lade være med at tænke på den danske udviklinsminister Christian friis Bach (forhenværende..?) som for et halvt års tid siden med stolthed fortalte om at dansk udviklingspolitik var en succes, idet antallet af fattige i verden var faldet med 500 mio. siden 1990'erne. Ja det er rigtigt- men har intet med dansk udviklingspolitik at gøre, men derimod det som vi har set og oplevet i Kina, også på Dongguans fabrikker.

Det har været en lang, men også begivenhedsrig dag. Vi startede med at spise morgenmad sammen med vores lokale kontakter, som skulle vise os rundt på et par virksomheder i Dongguan. Jeg havde været forudseende nok til at spise mine spejlæg mv inden den fælles morgenmad - jeg er bare ikke til fisk og hønsefødder om morgenen;-)

Vi startede med at køre op til en fabrik i det nordlige Dongguan (se google-link) hvor vi besøgte en fabrik som lavede teleskop-håndtag til kufferter. Senere besøgte vi den fabrik hvor lavede den sidste bearbejdning af kufferterne inden de blev pakket og videredistribueret for eksport.
Begge virksomheder er helt typiske for virksomhederne i Dongguan og formentlig mange andre steder i Kina. Det er små private familiedrevne virksomheder med 30-50 ansatte, og hovedparten af de ansatte er migrant-arbejdere fra andre provinser i Kina. Migrant-arbejderne bor ofte på virksomheden, hvor der i tilknytning til selve fabrikken er bygget simple boliger med etværelses lejligheder /rum. De bor gratis ligesom der serveres tre måltider dagligt som også er gratis. Andre migrant-arbejdere, oftest de hvor både mand og kone arbejder, lejer lejligheder/værelser andet sted i byen.

Arbejdstiden svinger fra alt mellem 8-14 timer dagligt og 6- 7 dage om ugen. Arbejdstiden bestemmes af den enkelte ansatte, dem der arbejder mange timer, gør det for hurtigst muligt at tjene mest muligt. På virksomhederne vi besøgte have man også et nathold ansat. Alle er akkordlønnet, og betales altså alene efter hvor meget de får lavet. Kvinderne (og enkelte mænd) som samlede teleskop-håndtagene fik 0,38 yuan pr samlet håndtag, og kunne lave ca. 300 om dagen. Det giver altså ca. 100 yuan dagligt. Teleskophåndtagene blev videresolgt for 13 yuan pr stk.

Den gennemsnitlige månedsløn ligger på 2000-2200 yuan for ufaglært arbejdskraft. Uddannede får mellem 4-5.000 yuan pr mdr. I perioder hvor efterspørgslen på kufferter er lav, og indtjeningen for arbejderne derfor lavere, betales alle en basis løn på mellem 2500-4000 yuan afhængigt af kvalifikationer.
Frokostpausen er som andre steder på 2 timer midt på dagen, hvor man udover at spise tager sig en lur. Arbejderne har 18 feriedage om året, og mange vælger efter at have sparet penge op, at forlade Dongguan og vende tilbage til deres hjembyer , og med de opsparede midler at starte egen forretning eller produktionsvirksomhed.

I fremstillingen af kufferterne var involveret utallige småvirksomheder. Tallet 30 virksomheder blev nævnt, men blev senere,af to forskellige virksomhedsledere, sat til et hundrede! Stort set hele kuffert-industrien i Dongguan er domineret af familier fra Fujian-provinsen. Det gjaldt også virksomhederne som vi besøgte.
Den anden fabrik vi besøgte stod for den endelige samling af kufferterne, herunder bøjning af plastcover, samling af enkelt delene, indsætning af for, lynlåse m.v. Før finanskrisen i 2008 havde man haft en produktion på 3-400.000 kufferter årligt, men siden da har produktionen ligget på ca. 100.000 stk. Omkostningerne pr produceret kuffert er mellem 80-500 yuan afhængig af kvalitet. Den gennemsnitlige fortjeneste pr kuffert (i det sidste led i produktionskæden) var 5-10 yuan pr kuffert.

Antallet af denne type af lavteknologiske og arbejdsintensive virksomheder er på tilbagegang i Dongguan. Centralregeringen i Beijing har lukket flere virksomheder, og opfordrer dem til at flytte produktionen til de indre og vestlige provinser. Særligt de forurenende virksomheder er blevet lukket, og vi så da heller ikke mere end én fabriksskorsten, på vores mange ture rundt i området. Man ønsker fra de central myndigheder at fremme mere højteknologiske virksomheder. Hvordan og hvorledes denne proces finder sted , ved jeg ikke pt.

Dongguan er - som så mange andre kinesiske byer, blot en prik på et landkort, men dækker i virkeligheden over et meget stort område, som strækker sig over 50 km fra megabyen Guangzhou (Kanton) i nord, til Industriområdet Shenzhen (nabo til Hong Kong). Her bor godt end 9 mio. mennesker, hvoraf 7-8 mio. er migrantarbejdere, som er kommet hertil fra hele Kina, for at arbejde i industrien. Det meste af det man ser når man kigger ud af vinduet her eller kører gennem området, var der ikke for 20 år siden. Dengang bestod området af landsbyer og rismarker, og er siden blevet forvandlet til et af Kinas største vækstcentre.

Min viden om Dongguan er på forhånd meget begrænset.
Jeg har selvfølgelig læst nogle artikler i dagbladet Information. Det er selvfølgelig historien om dårligt arbejdsmiljø, lave lønninger, kummerlige boligforhold og kriminalitet og prostitution. Den historie er hørt mange gange før.
Mere inspirerende var det derfor da jeg for nogle år siden læste Leslie T. Chang's bog "Factory girls' (2008). Leslie er kinesisk journalist bosiddende i USA, som i flere perioder over et par år opholdt sig i byen og blev fortrolige med de unge piger som arbejdede i industrien hernede. Bogen giver et levende indblik i såvel bolig- som arbejdsforhold, men med fokus på hvad mødet med storbyen og den moderne verden også betyder for de unge kvinder, som oftest kommer fra Kinas fattige landområder. Leslie understreger her, hvordan pigernes lønarbejde er med til at give dem ny status i deres hjemby og dermed i familien, hvor de nu fungerer som forsørgere, men også hvordan storbyen giver pigerne nye kompetencer, inspiration og mod på selv at starte forretninger og skabe sig et selvstændigt livsgrundlag.

Nu er vi her - og den første dag har været usædvanlig - men det må jeg fortælle om senere.

FORTSÆTTELSE FØLGER ...
Min kone har jo en usædvanlig god evne til at falde i snak med alle vi møder, ikke mindst taxachauffører og andre rejsende, hvor under hun giver længere forelæsninger om det danske samfundssystem og dets lyksaligheder. Faktisks burde vi rejse med økonomisk støtte fra udenrigsministeriet, idet der her virkelig er tale om et massivt PR-arbejde for det danske samfund.
Nå, men på den time lange bustur fra Guangzhou til Dongguan faldt hun således i snak med en 42-årig forretningsmand fra Dongguan. Næste dag hentede han os i sin store Ford firehjuls trækker, og kørte os herefter rundt i de centrale dele af Dongguan, mens han fortalte om dette og hint. Han kom fra beskedne kår, og havde som ung arbejdet som opvasker og tjener på restauranter og natklubber. Skæbnen havde gjort at han gennem arbejdet mødte en leder fra byens førende medicinal virksomhed, og snart var han ansat indenfor i virksomheden. Først som privat chauffør, og siden i handelsafdelingen. I dag har han sit eget firma som importerer hospitalsudstyr fra Siemens og videresælger til hospitaler i Kina. Han havde bil, kone , to drenge og ejede tre ejendomme i byen.

Vi kørte rundt og så byens forskellige områder, Industriområderne , migrantarbejdernes boligkvarterer og de kvarterer hvor embedsmændene og de rige forretningsfolks holdt til. Sidst på eftermiddagen besøgte vi en af hans venners fabrik, hvor man producerede motorolie. Mødet med fabrikslederen og hans medarbejdere var ganske uformelt, og vi diskuterede arbejds- og boligforhold, demokrati m.v. (jeg vender tilbage til dette senere), og var rundt og se nogle nogle arbejderboligerne på fabrikken, kantinen og pakkeriet. Under vores møde blev der drukket te, der blev tilberedt efter alle ceremonielle foreskrifter. Vi fik senere fortalt at teen vi drag kostede den nette sum af 20.000 yuan pr 300 gram !

Dagen er gået med at rejse. Fra det centrale Kina og Yangzi-floden i Yichang og med tog til Wuhan og videre med toget til Guangzhou (Kanton) i den sydligste provins Guangdong. Herfra videre med bus ca 60-70 km til byen Dongguan, hvor jeg i de næste par forhåbentlig får mulighed for at besøge forskellige fabrikker. Vi startede fra Yichang kl. 9.00 i morges og ankom på hotellet her i Dongguan kl. 20.00.
Det er sådan set en ren fornøjelse i år at droppe de mange flyveture og i stedet tage High Speed toget (eller Bullettrain som de også kaldes.) Det er skønt at sidde og betragte landskaberne som farer forbi vinduet - desværre lidt vanskelig at tage gode billeder, men sådan må det jo være.

Jeg oplevede tidligere, på Dawu togstation, at se to af disse tog passerede igennem stationen, mens vi ventede på et andet tog. Det var ret overvældende, og man når faktisk ikke at fatte noget, endsige at få mobiltelefonen op af lommen og starte videooptageren, og inden jeg havde tænkt tanken var det andet tog passeret i modsat retning. Ja , det går fand'me stærkt med 305 km / t. Til gengæld mærker man intet til farten inde i toget , hvor man sidder meget komfortabelt, og der er serveringsvogne der kommer rundt i toget (det havde vi da også i Dk engang ..) . Togsættene består af 16 vogne, og da hver vogn er ca 27 m lang , gir det en togstamme på 430 m (altså et kort par 5 hul)

Yichang er et præfektur i Hubei-provinsen med ca. 8 mio. indbyggere, og i byen Yichang bor der ca 1.3 mio. Så det er en lille by i kinesisk sammenhæng. Da vi i aftes kørte ind i byen efter turen på Yangzi-floden, kørte vi langs floden som også løber gennem byen her. Langs flodbredden er anlagt et kilometer langt parkanlæg hvor tusinder af mennesker var ude og motionere og more sig.
Ja, der danses om aftnen i alle kinesiske byer - fra de største til de mindste, og jeg har nok skrevet om det før. Men aldrig har jeg set så mange på et og samme sted som her. I aften ville jeg så ned for at nyde det hele og tage nogle billeder, men desværre kom jeg for sent til at få det sidste aftenlys med. Derfor de elendige billeder.

På store og smmå pladser ned gennem parkanlægget var større og mindre grupper af folk samlet. Nogle danser klassiske danse, under instruktion af en vejleder, andre danser mere traditionelle danse, eller noget som vi måske ville kalde "rythmisk gymnastik" ( hvis det findes..?) men med en stil og ynde som er udpræget kinesisk /asiatisk. Som i alle kinesiske parker , var der også her opstillet motionsredskaber, som børn , unge og ældre anvender et besøg i parken. Nogle steder er folk samlet om en eller flere der spiller på klassiske kinesiske instrumenter, andre steder er der en der synger kinesiske pop-sange, børn der laver karrokie (ja -det kan hverken jeg eller stavekontrollen stave til;-), andre der optræder med sange , digte eller lign. Det hele foregår i en meget uformel og uhøjtidelig stemning, hvor alle kan deltage i dans , sang og andre udfoldelser. Andre steder er børn samlet om legeredskaber, spil m.v. Nogle steder er der en gruppe der udøver Tai-chi og på stierne kan man se gamle mænd der går baglæns, mens de klapper i hænderne. et andet sted står en kvinde og slår sig over hele kroppen for at holde gang i blodomløbet, mens en mand står og udstøder høje råb, for at motionere sine lunger. Hertil hundredvis af mennesker, børn, unge og gamle som blot slentrer rundt og som jeg nyder hele atmosfæren og stemningen.

Det sociale og folkelige liv som udspiller sig på gader og pladser i Kinas byer, er noget som er helt og aldeles ukendt for os danskere. Det gælder ikke mindst den spontane og selvorganiserede form som dette aften liv udviser, men nok så meget det for os helt usædvanlige , at alt foregår uden indtagelse af alkohol. Kinesere drikker kun til maden- hverken før eller efter. Jeg var helt klart den eneste som sad og drak en øl, mens jeg iagttog alle festlighederne.
Om morgen er der igen liv på pladser og parker, hvor det mest er Tai-chi og lignende motionsformer som udøves. Man ser stort set aldrig folk der som derhjemme løber for at motionere. Jeg havde kun tænkt tanken og så kom der selvfølgelig et par i 30'erne , løbende gennem parken. Men lad så dem være undtagelsen der bekræfter reglen.

I morgen er det rejsedag igen - turen går med tog til Wuhan og derfra videre til Guangzhou og så de sidste 60-70 km til Dongguan; byen for alverdens synder, laster og alt andet ondt ;-)

Endelig kl 16.00 lørdag eftermiddag kunne vi stå af båden ved den gigantiske dæmning ved Yichang. De sidste par timers sejllads havde været ok, såfremt man som jeg prøvede at sidde på dækket og kigge lidt på landskabet og de mange små byer langs floden. Mange af disse er blevet flyttet op af bjergskråningerne , fordi dæmningen har øget vandstanden i floden helt tilbage (op) til Chongqing.
Selvom jeg nok havde læst at der var skabt en 600 km lang sø bag dæmningen, så havde jeg ikke oplevet det sådan under sejlturen. Kun en ting syntes underligt , der var ingen strøm at se eller mærke! Så selvom det nok lignede en flod, så var det reelt en lang smal sø vi sejlede på. Dæmningen har hævet vandstanden med 175 meter i f.h.t. havoverfladen. Mere end 1.1 mio. mennesker langs floden er blevet genhuset i nye boliger bygget længere oppe af bjergsiderne langs floden.
Niveauforskellen mellem vandstanden på den ene og den anden side af dæmningen er , så vidt jeg forstår det 113 meter. Ved siden af selve dæmningen er et gigantisk slusesystem som tillader end og meget store skibe at passere dæmningen gennem fem vand sluser, som kan hæve eller sænke skibene alt efter om de skal op eller ned ad floden. På et kæmpe granit relief på et af udsigtspunkterne blev projektet hyldet som en af Kinas store præstationer, og selvfølgelig optrådte Da Yu også her (se tidligere). Man kan roligt sige at med projektet her er arven fra Da Yu fulgt op.
Det er på alle måder et enormt projekt, og de 3 1/2 times ophold ved dæmningen gik overraskende hurtigt. Vi blev kørt rundt til forskellige udsigtspunkter på den ene og den anden side af dæmningen. Men desværre kommer man jo ikke ud på selve dæmningen eller ned og ser de enorme turbiner som producerer elektriciteten. Nå, men enhver der interesserer sig for store anlæg og maskiner- bør læse mere om dæmningen v Tree Gorges Dam på google.

Kl 22.00 var vi endelig fremme på vores hotel , Guomao Hotel, i Yichang. Værelset er stort - meget stort, og alting meget lækkert og så til 300 yuan incl morgenmad:-) Byen virker umiddelbart meget charmerende, og vi blir her en nat mere for at se lidt på byen, inden turen går til Dongguan imorgen mandag.

Endelig ankom vi til båden, ikke i Wanchang som jeg havde troet , men meget længere nede af Yangzi, i byen Wushan. Endelig kunne vi forlade bussen, men det var ikke uden en fornemmelse af, at nu var gode tider slut og den egentlige udfordring først skulle til at begynde. Båden lå nedenfor en række stejle trapper og de kulier som man så alle vegne i Chongqing var intet sted at se. Så ned gik det med vores bagage - en nedstigning som svarede til mindst 10 etager. Da vi først var nået ned til båden blev alle mine bange anelser desværre alt for tydeligt bekræftet. Entring af båden skete via nogle gamle fedtede planker. Hele bådens indre gulvareal er dækket af et skident grønt filttæppe som man for mange år siden har opgivet et hver forsøg på at renholde. Under tæppet var der tydeligvis løse plader eller anden midlertidig gulvbelægningen som sammen med det fugtige og krøller filttæppe gjorde det umuligt at trække / rulle kufferterne .
Vi have naturligvis booket 1.kl men den kahyt vi fik her, fik mig til med længsel, at tænke tilbage til Interrail turene i midt 70'erne. Hvor skønt var det ikke at sove i gangen på toget til Grækenland eller på dækket på færgen til Patras ... Se det var 1. Klasse, mens dette her simpelthen er for ulækkert. Og så har jeg intet sagt om lugten i kahytten - og nej, det er hverken tobaksrøg,sure tæer eller dieselolie jeg tænker på her.
Vi har købt "eksklusiv" adgang til bådens øvre dæk hvor filttæppet fortsatte, men hvor der trods alt er nogle kurvestole at sidde i. Det vidste sig straks vi kom om bord, at båden ikke sejlede før kl 23 og måske slet ikke før lørdag morgen !! Glem alt om skide Tre Kløfter mv. jeg vil bare frem til vores destination, Yichang og få genoptaget den selvstændige del af denne rejse. Ja, vi har booket det forkerte skib etc. men havde ikke andre alternativer da jeg kun ville bruge to dage på sejlturen her. Jeg vågnede kl 4 på min briks - vi sejlede godt nok kl 22.30, men ikke særlig langt, og har ligget stille hele natten sammen med en lang række andre turbåde.

Alle blev vækket med en forfærdelig skrållen og skratten over kahytternes højtalere: morgen mad blev serveret kl 0610. Herom intet godt at fortælle. Nu have jeg håbet at vores rejse kunne genoptages, men nej . Nu sidder vi Gud hjælpe mig i små turbåde som sejler os rundt om nogle klipper, som kendes som "the lesser lesser of the tree gorges" !! Ja, jeg er den eneste udlænding her og ikke bare børn og teenagere, men nu også voksne kvinder syntes det er sjovt at blive fotograferet sammen med mig . Ok - det er normalt meget sjovt , bare ikke kl 7 om morgenen ;-)
Nu har man lagt til land et sted i kløften her - 20 små turbåde ligger side om side mens passagerne gennes fra borde for ... Jeg ved det ikke , måske gå en tur i klipperne eller se nogle af de ca 100 mennesker som af uransagelige grunde bor her . Jeg har valgt (selv) at blive på båden og ha fred og ro en times tid. Men nej - der spilles nu musik på fuld drøn i kløften, en spiller fagot og om nogle kvinder synger karrokie.
Turen varede to timer og klokken er nu 9.00 og vi er tilbage på vores fugtige, ildelugtende og møgbeskidte skib. De sidste 8-9 timer er vi ingen vegne kommet . Konklusion : brug aldrig et Cruise ad Yangzi som en transport mulighed, med mindre du absolut intet andet har at tage dig til !

Endelig kl 10.00 begyndte vores båd at sejle, væk fra den mugne og skidne lugt i kahytten og ud på dækket hvor en lille brise og bådens fart, kølede luften og i et øjeblik kunne man føle sig hensat til skibet i det græske øhav . Nu begyndte turen endelig - 27 timer efter vi forlod hotellet i Chongqing! Der er nu gået et par timer mere og jeg må nok sige at det vi har set hidtil ikke har været anstrengelserne værd. Jeg glæder mig dog til at se søen og ikke mindst dæmningen, hvor vi skal ankomme kl 1600 og har 4 timers ophold (!) inden turen går til Yichang og et hotel :-)

jeg ville egentlig gerne blive nogle flere dage her i Chongqing, som blandt andet har noget for kinesiske byer så sjældent som udendørs cafeer. Men tiden og det videre program tillader det ikke. Nu vi er her, tager vi den vel nærmest obligatoriske sejltur ned af Yangzi-floden og igennem De Tre Kløfter og ned til verdens største dæmning. Vi har brugt hele formiddagen på at få købt billet - temmelig træls, men nok først og fremmest fordi jeg vil ha' den kortest mulige tur, på kun to dage og en enkelt overnatning på båden. De fleste sejler fra Chongqing til Yichang (ca 650 km) på fire dage m tre overnatninger. Men dels har vi ikke tiden og dels tror jeg at det er et frygteligt turisthelvede at komme igennem. Præcist som busturen , med utallige stop og tempelbesøg etc , ved hver en lille landsby for at se lokal befolkningen optræde i traditionelle klædedragter og sælge alverdens ragelse. Det orker jeg bare ikke.

Vi tager derfor en bus fra Chongqing kl 8.00 i morgen fredag, og kører ca 3-400 km til Wanzhou hvorfra vi tager båden videre ned af floden, og skulle så være i Yichang kl 21.00 lørdag aften. Der bliver derfor ikke mere skirveri her før tidligst lørdag aften.

ANOTHER TURIST TRAP !!!!!
Bus turen som efter 5 timer skulle bringe is til båden var /er endnu en turistfælde m shopping og diverse "kultur oplevelser " og har nu varet 8 timer og der er tre timer tilbage før vi kommer på båden . Her og nu dog to timers break i en turistfælde , hvor vi dropper tempel besøget og i stedet drikker en øl og snakker med de lokale.
Nu er batteriet slut her på mobilen - Hej til alle :-)

På busturen i går var der et interessant besøg i et tempel til ære for Da Yu, som i følge legenden grundlagde Kinas første dynasti, Xia-dynastiet ca. 2000 f.kr. Historien om Da Yu er i al korthed, at han blev udvalgt til at bekæmpe de ustandselige problemer med oversvømmelsen af Den Gule Flod. I 13 år rejste Da Yu rundt og gravede floderne dybere, anlagde dæmninger og vandingskanaler og sikrede således livsgrundlaget for den kinesiske civilisation. Under sit arbejde passerede han tre gange sit hjem, UDEN at stikke hovedet indenfor. Så dedikeret var han til sit arbejde.

Templet for Da Yu er anlagt under Qing-dynastiet (1644-1912) af kejser Qinglong. Endnu i dag kan man se kinesere falde på knæ foran hans alter, og anbringe små røde amuletter som vil give fortsat lykke og fremgang. Under besøget her kunne jeg ikke lave være med at tænke på de millioner af kinesiske familier som i dag lever adskilt, fordi manden, konen eller børnene har forladt hjembyen og sluttet sig til de i dag 245 mio. kinesiske migrantarbejdere. Mennesker der, ligesom Da Yu, har forladt hjemmet og familien, og nu arbejder i de store industriområder i kystbyerne. Det er deres arbejde der i gennem de sidste tre årtier har løftet Kina ud af absolut fattigdom og været med til at skabe det nye moderne Kina.

I næste uge skal vi ned til Dongguan (mellem Guangzhou og Shenzhen) og besøge nogle fabrikker og får forhåbentlig mulighed for at høre og se mere om disse menneskers liv og arbejdsforhold. Vi skulle efter planen havde været dernede tidligere, men har to gange måtte udsætte turen pga tyfoner der ramte det sydlige Kina. Håber at vejrguderne -og Da Yu - er med os denne gang.

På mine efterhånden mange rejser rundt i Kina har jeg stort set aldrig mødt vestlige turister. Ikke engang i Beijing eller Shanghai behøver man at løbe ind i 'naboen' , ikke fordi turisterne ikke er der, men de drukner måske i mængden, eller holder sig til bestemte steder. I 2010 var der ca. 60 mio. turister der besøgte Kina, men af dem er en god del nok de mere end 54 mio. kinesere som bor udenfor fastlands Kina. I 2013 var der 97 mio. kineserne der rejste udenlands, og alle steder, hvad enten det er København eller sydkysten på Kreta møder man nu kinesere.
Heller ikke i år har jeg set mange vestlige turister. I Beijing så jeg en vesterlænding, som gik iført ikke bare støvmaske, men en decideret ildmaske med slanger og det hele. Ok, manden kunne jo være alvorlig syg, men han så nu ikke sådan ud, så han var nok bare amerikaner. I øvrigt så vi ingen der bruge støv/luftmasker.
På Bell Tower Hotel i Xi'an var det derfor en nærmest voldsom oplevelse, da der pludselig toppede et dansk rejsehold på 24 personer op til morgenmad i restauranten. De var påfaldende anerledes end de øvrige gæster , større , tykkere, og temmelig frimodigt og afslappet klædt. Ja, en ældre mand lignede end dog en, der endnu ikke var kommet hjem fra Interrail-turen i 1974 ;-) Nå to dage efter var de væk igen .
Alle vegne - også på Tian'anmen pladsen i Beijing og på Muren mv. er det de kinesiske turister man møder. Og - ja de falder jo ligesom bedre end i det almindelige gadebillede. Vi bor på et 4 -stjernet hotel, og der var da også nogle af Kinas nyrige der opholder sig her . I restauranten i morges kom en kvinde , af ubestemmelig alder (kinesisk forstås), sammen med sin datter. Moren var ualmindelig , ja, nærmest upassende smart klædt på her fra morgenstunden, selv om et par skrigende røde stiletter jo altid ser godt ud. Hendes attitude var dog noget kedelig - kun sjældent sendte hun et noget hovent og ringeagtende blik ud i lokalet, som vel egentlig sagde; "Jeg er ikke en af jeres", og trak sig herefter hurtigt tilbage til en udtryk af ophøjet majestætisk ensomhed, med en lille strejf af "weltscmertsh" Med sig havde hun en Gucci indkøbspose, som ikke så hverken slidt eller krøllet ud. Hun lignede således en der lige havde været i Gucci butikken nede på hjørnet. Og dog, det slog mig , Gucci- butikken har jo da ikke åben kl. 7.30 om morgenen! Så ok - hun skulle bare ud og 'flashe' sin indkøbspose - og hun boede jo dog trods alt her med vi andre - herunder en dansk gymnasielærer!
Mens jeg i aftes drak en øl på et fortovskøkken med 4 små borde og stole, lov vi os overtale til at tage med på en turistrundtur i dag for 50 kr pr. per. Så ok, selv om jeg aldrig har deltaget i sådanne ture, så er det jo også en måde at komme rundt og se byen og nogle seværdigheder. Det var præcist som jeg havde frygtet - først ventede vi i godt 5 kvarter på at få samlet folk op v diverse hoteller, og udover det første besøg i templet for Kinas mytiske grundlægger Da Yu , så bød resten af turen ikke på noget seværdigt. Et besøg på Chiang Kai Shegs tidligere opholdssted tilbage under den japanske krig og et fængsel eller to hvor kommunister var blevet tortureret på det grusommste, var hvad det blev til.
Men dette var kombineret med tre ophold hvor der skulle shoppes i øde beliggende indkøbshaller, hvor turisterne absolut ikke havde andre alternativer end at shoppe. Heldigvis er jeg ryger, og kan derfor altid finde anden adspredelse i sådanne situationer. Vi var hjemme igen kl 17 efter 9 timers ...ikke rigtig noget. Mødte dog nogle meget søde mennesker på bussen herunder en meget sød pige på 10 år , der som mange andre kinesiske børn, gerne vil øve sit engelsk med en rigtig udlænding.

I dag fløj vi fra Xi'an til Chongqing. Chongqing ligger i det vestlige centrale Kina og var tidligere en del af Sichuan-provinsen, men da den samlede befolkning her oversteg 120 mio., valgte man i 1997, at udskille Chongqing som en selvstændig enhed. Chongqing har dog status som en særlig adm område , der i lighed med Beijing, Tianjin og Shanghai er direkte underlagt centralregeringen. Chongqing's areal er knap det dobbelte af Danmarks, men her bor 28,8 mio. indbyggere, heraf 16,2 mio. i selve byen Chongqing.
Indflyvningen til byen gav mulighed for at se et af de omtalte nye boligområder sådan lidt fra oven. Jeg havde ellers tænkt på at sende konen op i en luftballon i Xi'an , så hun kunne tage den slags oversigtsbilleder - jeg tør nemlig ikke det med luftballoner ...o.m.a. ;-)

Lufthavnen i Chongqing ligger ca 25-30 km nord for byen, hvor der fra naturens hånd var skabt et fladt areal i et ellers bjergridt område. Turen med taxaen kostede 54 yuan, og som vanligt holdt min kone en konversation kørende med chaufføren. Jeg spurgte til den afsatte partileder , Bo Xilai, og det bragte tydeligvis chaufføren i affekt. Bo Xilai var tydeligvis populær i Chongqing, og chaufføren pegede på re ting Bo Xilai havde gjort for byen.
For det første havde han skaffet billige boliger til almindelige mennesker og unge studerende, for det andet havde han effektivt bekæmpet korruption og kriminalitet og endelig havde han gort byen grønnere, ved at plante træer alle vegne. Det sidste fornemmede man egentlig fint under køreturen.
Vi bor på Yangze Island Hotel midt i byen, og kan se lige ned på hovedstrøget og Folkets Befrielsesmonument fra vores værelse. Monumentet er et 29 m. højt fyrtårn, som i dag er beklædt med fire Rolex ure i toppen , og monumentet omkranset af skyskrabere, og gigantiske butiksfacader som reklamerer med Rolex, Gucci, Prada etc

Vi var på boligshopping i går, i det sydøstlige Xian godt 10 km fra centrum, med Yangzi og Xiao Hu's forældre. Vi kiggede på flere lejligheder, og det man helst ville var en lejlighed på 164 m2, med temmelig mange men derimod meget store rum. Det som set med danske øjne er helt specielt ved køb af ny byggede boliger i Kina er, at man får en lejlighed som alene består af rå cement gulve lofter og mure. Det eneste som er færdig installeret er elektricitet med stikkontakter. Badeværelserne består af en nedløbsrør og nogle vandrør som stikker op af cementgulvet og ligeledes i køkkenet.
Færdiggørelsen af en sådan cementkasse koster mellem 100.000 til 300.000 Yuan alt afhængig af ambitionsniveau og pengekassen. Lejligheden vi så på lå i et afspærret boligkompleks besående af 26 tolv etagers boligblokke, med grønne områder mellem boligblokkene. Det var bygget i 2008/09. Prisen for 164 m2 er 1.7 mio. Yuan, og hertil en en gangs boligskat på 12% til staten samt 100-300.000 til istandsættelse. Hertil kom køb af garage. I stort set alle nye boligområder som dette, har man lavet underjordiske parkeringsanlæg , så der ses ikke en bil nogen steder. En parkeringsplads koster dog her 230.000 Yuan , også et en gangs beløb. Gennemsnitspriserne på boliger er her i Xi'an ca. 7.000 Yuan pr m2, mens de boliger vi besøgte lå på ca. 10.000 Y pr m2.

TO BE CONTINUED .....
Jeg skal indrømme at jeg aldrig har set et dansk betonbyggeri inden gulve, loft og badeværelser mv. er installeret og oprettet. Så jeg har altså intet sammenligningsgrundlag i forhold til de fire lejligheder jeg så her. Men noget siger mig alligevel at arbejdet ikke er i same kvalitet som hjemme. Nogle steder revner i cementen, og rækværkerne på balkonerne var allerede efter 5-6 år ved at være hullet af rust.
Vi så også på en lejlighed, som var blevet færdig istandsat ( eller 'dekoreret' som man sagde) og også her var det tydeligt, at ikke alt arbejdet var udført i den standard vi ville forvente af nybyggede boliger. Man må sige at kineserne ikke er så sippede når det kommer til spørgsmålet om rengøring.
Boligen her, som altså blev fremvist med henblik på salg, havde ikke været udsat for nogen form for elementær rengøring. Jeg ku' ikke lade være med at bemærke , at store dele af Kina kunne trænge til en ordentlig omgang med vinduesvask, afvaskning af vægge og gulve .... for slet ikke at hævne trappeopgange og elevatorer i boligejendomme.

Jeg har de sidste 5-6 år besøgt mere end 10 millionbyer i Kina, mange af dem flere gange, og alle vegne man kommer, er det det samme billede man ser: et nybyggeri i et omfang man har svært ved at forestille sig. Jeg har mange gange kørt til og fra Xian lufthavn ca 30 km nord for centrum og hver gang er jeg ved at dreje hovedet af led , for at søge at overskue det enorme nybyggeri. Når man har kørt 10 km stik nord fra centrum er man stadig i tæt bymæssig bebyggelse, og de næste ti kilometer ud af byen er som en skov af nybyggede eller igangværende boligprojekter.

Denne gang har jeg også været i det sydvestlige og -østlige Xi'an, og her er billedet nøjagtig det samme. 10-20 km fra centrum er nu tæt bebygget med enorme boligkomplekser. Baggrunden herfor er selvfølgelig den enorme urbanisering som finder sted i Kina. Man skal huske på at endnu i 1976 boede kun 18 % af befolkningen i byerne (svarende til ca 200 mio.), mens tallet i 2011 passerede 50 %, så der i dag er godt 700 mio. kinesere som bor i bymæssige områder. så ca. en halv mia. mennesker er de sidste 30 år flyttet fra land til by !!!

Men man kan heller ikke lave være med at tænke på hvem der skal købe alle disse lejligheder, eller rettere hvem der har pengene hertil? Mange lejligheder bliver opkøbt alene med spekulationsformål, og der har de sidste par år været spekulationer om hvorvidt Kina også vil komme til at opleve at bolig-boblen brister således som det er set i Vesten de senere år. Der er for nyligt lavet begrænsninger på hvor mange lejligheder enkelt personer må købe , for at forsøge at holde priserne i ro. Især i storbyer som Beijing og Shanghai er priserne steget enormt og ligger i mange områder langt over priserne i Danmark, mens det andre steder fortsat er lavere end derhjemme.

Vi kørte mandag ud vest på , dels for at se hvor byen ender, og dels for at komme ud på landet. Chaufføren kunne her fortælle at boligerne på billedet her, havde stået tomme og usolgte i 2 år. Vi kom til at tale om dette allestedsnærværende boligbyggeri som et moderne eksempel på Maos kampagne under Det Store Spring Fremad, da alle skulle producere 'stål', men ingen kunne bruge det der blev fremstillet. I dag syntes alle lokale myndigheder at være optaget af at bygge nye ejendomme. Systemet syntes at være, at lokale myndigheder sælger jord til en ejendomsinvestor, som låner penge i banken til finansiering af byggeriet, gerne lidt mere end byggeriet reelt koster. En del af disse midler ryger i lommerne på lokale myndigheder og andre implicerede. Umiddelbart skabes der beskæftigelse og økonomisk vækst, men i sidste ende syntes køberne til disse uhyre mange boligkarrer at mangle. ejendomsinvestorerne kan ikke indfri lånene som herefter må dækkes af centralregeringen. Ja, måske er der her en gigantisk bolig boble som en dag må briste...?

Som altid når vi besøger Yangzi og Xiao Hu i Xi'an , venter der os det ene gode restaurantbesøg efter det andet. Forleden aften mødtes vi igen på en udsøgt restaurant, men kom dog til at vente knap to timer på at Xiao Hu og hans forældre kom gennem aftentrafikken i Xi'an's centrum. Det er alminelig på kinesiske restauranter at man udover et større fælles lokale har en række aflukkede spiserum eller saloner, hvor gæsterne kan nyde middagen i fred og ro (noget som ellers er svært at finde i Kinas storbyer). To tjenere vil være knyttet til disse private spiserum, og sørge for at maden bringes ind og glassene fyldes op og frisk te (eller bare kogt vand) er på bordet. Som bekendt er det ikke som vi kender det fra vesten, at man hver især øser op på sin tallerken. Alle spiser, med spisepinde forstås, fra de enkelte retter som står på drejepladen på midten af bordet.
Mens vi ventede på resten af familien, var enkelte retter blevet sat ind på bordet - ingen vidste jo hvornår Xiao Hu og hans forældre ville nå frem til restauranten.
Skæbnen ville dog at den ene af disse retter ikke tåler sådan at stå hen i det uvisse, uden straks at blive fortæret. Den var derfor senere (vi ventede i knap to timer) blevet båret tilbage til køkkenet, og en ny og frisklavet version blev serveret da alle var ankommet.
Da vi skulle bryde op og betale regningen kom det nu frem at chef-tjeneren havde givet vores serveringsdame ansvaret for at en ret således var gået til spilde, og at hun derfor ville blive trukket i sin løn herfor. Retten kostede 52 Yuan, som hun altså ville komme til at betale for !! Vi var alle meget oprørte herover, og insisterede på at vi gav serveringsdamen de 52 yuan. Trods meget intense overtalelsesforsøg lykkedes det os ikke, at få hende til at tage imod vores penge. Hendes månedsløn er formentlig omkring 1.000 yuan, så det var jo således to dages løn som hun her mistede!!! En diskussion med overtjeneren syntes heller ikke at kunne løse problemet, og da restauranten chef ikke var tilstede, måtte vi gå derfra med en meget dårlig fornemmelse.
Hvorfor ville kvinden ikke tage imod vores penge? Ja dels er det måske det i det , at når hendes chef siger at det er hendes ansvar - ja så er det bare sådan - og dermed basta! Men det er nok også fordi risikoen ved at modtage pengene var større end hendes umiddelbare tab på 52 yuan. Havde andre tjenere eller personale opdaget at hun havde modtaget disse penge fra os, ville hun uden tvivl blive afskediget. Det var denne risiko vi (måske heldigvis forgæves) prøvede at få hende til at tage. Jo, det er et andet arbejdsmarked end vi kender det ...

Fredag d.18 juli besøgte vi Xiao Hu's byggeprojekter. Xiao Hu er projektmanager i et statsejet byggefirma, og har arbejdet på to store bygge projekter hvor han har haft ansvar for selve bygningernes opførsel. Det ene er afsluttet efter godt 3 års arbejde. Vi besøgte byggeriet heraf i 2012 og var nu ude og se det færdige resultat.
Det er et fabriksanlæg på 120.000 m2, bestående af 5 fabrikshaller med en længde på 200 m , og en enkelt på 300 m (alle golfspillere vil bedre end nogen vide hvor langt dette er! ;-) Selv om meget er stort i Kina, så er der også her tale om en tor fabrik efter kinesiske forhold. Byggeprojektet har kostet 400 mio Yuan, og fabrikken der skal producere maskineriet er en SOE ( Statsejet virksomhed). Virksomheden har det ordrette navn: "xian zhonggong zhuangbei zhizao jituan youxian gongsi". Teknologien der skal anvendes er importeret fra Tyskland, og da vi besøgte fabriksbygningerne var man så småt i gang med at installere og afprøve de første maskiner. Fabrikken er en del af en ny økonomisk og teknologisk udviklingszone som ligger ca. 29 km nord for Xi'an centrum. Der er investeret mere end 3 mia yuan i den udv. og tek. zone.
Billeder fra første besøg

Det nye projekt - Huawei R&D anlæg

Det andet projekt vi besøgte ligger ca 20 km syd vest for Xian, i en Høj Teknologisk Zone (Gao Xin Qu), hvor Xiao Hu er projektmanager på opførelsen af en del af Huawei's nye forsknings- og udviklingscenter, med en størrelse på lidt over 100.000 m2. Centret består af 8 bygninger (alle underjordisk forbundne) hvoraf Xiao Hu står for opførslen af de to bygninger.
Da vi ankom til byggepladsen kl 12 havde byggearbejderne middagspause. Deres arbejdsdag starter kl 6.00 og slutter kl 18.00, dog afbrudt af en længere middagspause på 2 timer. De lange middagspauser er almindeligt på alle kinesiske arbejdspladser, og udover spisning bruges tiden på en lur, som det ses på billedet her. Rundt om i det 4 -5 etagers høje byggeri lå arbejderne således og sov, på en krydsfinerplade eller hvad de nu havde for hånden. Kineserne holder af at ligge hårdt -også på hotellerne er madrasserne stenhårde efter danske forhold - men meget komfortable for os med ondt i ryggen!
Byggearbejderne kan tjene 3-400 yuan om dagen, hvilet er usædvanlig god løn i Kina. De kan tilgengæld ikke regne med, at arbejde mere end ca. 20 dage om måneden, idet arbejdet afbrydes af vejrliget eller, som tilfældet netop var, af strømafbrydelser. En tømmer kan have en dagløn på 5-600 yuan.
Som projektmanager er Xiao Hu's løn begrænset , nemlig kun 8.000 yuan om måneden , hvilket han da også skal høre for fra sin far. Til gengæld har han en repræsentationskonto på ca 20.000 yuan, som min kone og jeg nyder godt af under vores besøg i Xi'an. Efter rundvisningen skulle vi have frokost, og mit forslag om at vi spiste sammen med arbejderne, blev formentlig taget som en morsomhed. I stedet besøgte vi en flot restaurant i nærheden hvor vi fik 11 retter mad til tre personer!!
Se flere billeder fra de to byggeprojekter

Vi kom til Xi'an i tirsdags, med hurtigtoget fra Dawu (420 yuan pr per)
Det var en ualmindelig flot tur først gennem flade flodsletter og dernæst med udsigt til bjergene i Shaanxi-provinsen.
Xi'an har været hovedstad under flere af kejserdynastierne. Qin Shi Huang Di, Kinas første kejser, som samlede Kina for 2200 år siden oprettede hovedstaden her, og kendt er jo hans terrakotta-hær som bevogter hans gravplads. Senere var Xi'an også¨hovedstad under Tang-dynastiet, fra år 600-900 (ca), hvor Xi'an formentlig var verdens største by. By muren havde dengang en samlet længde på 36 km , mens den bymur som ses i dag er opført senere under Ming-dynastiet, og altså 'kun' er 13,7 km lang.

MERE FØLGER - jeg skal ha' morgenmad nu


Xian er hovedstaden i Shaanxi provinsen som har godt 37 mio indb. , hvoraf de 6-7 mio lever i byen her. Jeg har været her tre gange tidligere, så denne gang bliver der ingen besøg hos terrakotta-soldaterne, pagoder o.lign. Vi er her først og fremmest for at besøge Qu's datter , Yangzi, og hendes mand Xiao HU , hvis forældre også er rejst til byen. Yangzi har en uddannelse i 'Global Communication' (what ever it is ..)fra et universitet i Hong Kong, og har de sidte tre år arbejdet i en større bank her i byen. Hendes mand , Xiao Hu, er leder på forskellige byggeprojekter. Pt arbejder han med opførelsen af det som skal blive Huawei's nyeforsknings- og udviklingscenter her i Xi'an. Et byggeprojekt til 900.000 mio. Huawei er blandt andet kendt for deres kinesiske SmartPhone, og skal iøvrigt etablere G4 netværk i Danmark. Jeg skal ud og besøge byggepladsen om lidt ..., men igen , først skal jeg ha morgenmad :-)

Vi tog en taxa fra Xiaogan kl 6.30 til den nordlige station i Xiaogan Bei ( Dawu) 90 km nord for Xiaogan.
Navnet Dawu sagde mig noget, uden at jeg dog kunne placere det. Nå, men de 90 km med taxaen gik af ny motorvej og vi betalte 240 yuan for turen - i virkeligheden lidt for meget, men mærkeligt nok så ved min kære kinesiske kone nok om det med at prutte, men altså ikke hvordan man prutter om prisen ;-)

Vi ankom til Dawu allerede kl 800 og havde næsten to timer toget gik. Stationen var hvad man kunne frygte - et kæmpe nyt stationsbygning og en endnu større stationsplads foran uden nogen mennesker eller for den sags skyld en cafe eller noget andet at slå tiden ihjel med.
Udenfor den enorme og ligeså tomme stationsplads lå noget underligt byggeri som lignede noget a la "disney goes to Holland" .... (se billede). Her fandt vi hvad hele stationspladsen manglede; nemlig stole borde og parasoller. Vi havde næppe sat os i det farverige men tomme nybyggeri, før vi fik selskab. Ingen ringere end områdets direktør - "Direktøren for det hele" gjorde os selskab. Det viste sig nu at der var noget med navnet Dawu. Her havde nemlig udspillet sig et heroisk slag mellem den Røde Hærs 4. arme (med Zhou Enlai og andre notabiliteter) og Chiang Kai Shegs regeringstropper , tilbage i 1941. Jeg må hjem og få checket det op i historiebøgerne.

Udover sine revolutionære meritter er Dawu ikke noget at skrive om. Her bor 65.000 mennesker i området, og heraf 15.000 i byen. Ikke desto mindre var man for et år siden gået i gang med et udviklingsprojekt, som skal gøre Dawu til udflugtsmål i weekender mv for de rige i Wuhan. Selv om Wuhan ligger ca 150 km mod syd, så tager det med High Speed toget kun en god halv time at komme hertil, og til det gode formål blev den nye station bygget og stod færdigt i 2012. Investorerne er dels de lokale myndigheder og forskellige private investorer.
Man er ved at bygge et 5-stjernet hotel, og hertil kommer en golfbane,ligesom der planlægges at opføre et universitet (afdeling under et af Wuhans universiteter) i området. Der skal anlægges ældreboliger, diverse rekreative områder o.m.m.
Det der kunne have blevet 2 lange timers ventetid blev på denne måde til en meget interessant oplevelse. Ikke bare var vi nok de første der sad i stolene under parasollen på det lille 'idyliske torv med hollandsk charme, men jeg var også den første udlænding der havde besøgt stedet. Derfor blev firmaets fotograf da også tilkaldt og der blev taget billeder og udvekslet visitkort. Meget sjov oplevelse :-)

Vi kørte fra Tangchi i går fredag til Xiaogan som ligger ca 60 km NV for Wuhan. Qu skal have fundet ny lejer til hendes lejlighed her i byen. det har givet mig fred og ro til at opdatere websiden her. lidt af en udfordring ind i mellem , da internethastigheden på upload nogle steder er ualmindelig langsom.
Vi kørte med taxa, eller rettere en fyr der havde en bil , de 27 km fra Tangzhi til Yingcheng , for 80 Yuan (=65 kr), og videre med bus , for inen penge. Vi bor på samme hotel som sidst , Qian Tun Hotel, dejligt værelse til den uhørte pris af 178 yuan (140 dkr) pr nat, incl 2 * morgenmad :-)

Xiaogan er en ubetydelig provins by med godt 300.000 indbyggere, og har vel egentlig intet der kan interesse almindelige turister.
UPDATE: Problemstillingen med Qu lejlighed har desværre vist sig at blive mere kompliceret end ønsket. Den nuværende lejer har sagt op, fordi hun bliver forstyrret om aftnen og natte af naboer der spiller Mahjong - og det går altså ikke stille af. Det viser sig så at de andre nabolejligheder pt er tomme, og det altså kun er Qu's lejlighed, som er direkte forstyrret af spillerne. Ejendommen tilhører det gymnasium hvor Qu arbejdere i otte år . I 2009 købte hun så lejligheden af skolen for 180.000 yuan. Der er dog bare den hage ved det , at hverken hun eller de andre beboere som købte, endnu har fået de formelle papirer på ejendomskøbet. Det betyder at de ikke kan sælge deres lejligheder .
Qu har hidtil udlejet lejligheden for 15.000 yuan om året , og med tre års forudbetaling som det er normalt her. Nu kan det blive svært at finde en ny lejer. Problemet er så at skolen eller rektor (som vi mødtes med i 2012) ikke har til sinds at hjælpe Qu i forhold til Mahjong spillerne. For det første mener rektor at skolen tidligere har givet Qu arbejde og lejlighed ( det sidste er almindeligt i f.b.m. lærerjob) og nu har hun så valgt at flytte til Danmark, og vil nu samtidigt tjene penge på denne lejlighed. For det andet er Mahjong spillerne en gruppe af pensionere lærere fra skolen, som angiveligt har et horn siden på rektor, og derfor nyder dennes beskyttelse.
Til denne problemstilling føjer sig yderligere, at skolen skylder min kone udbetaling af pensions- og sygeforsikring midler. Penge som hun gerne ville have udbetalt, men som skolen heller ikke syntes at ville slippe. Går hun for hårdt til dem, kan de i værste fald vælge at 'tage lejligheden tilbage' (hun har jo endnu ikke de formelle papirer)!

Nok har man rettigheder i Kina, og nok er der love og regler som skal beskytte borgerne, men hvordan disse regler implementeres er i sidste ende overladt til lokale ledere i parti og administration. I min kones tilfælde er der nok heller ikke tvivl om, at man ikke ser nogen særlig grund til at hjælpe hende, al den stund at hun jo har valgt at opsige sit job og bo i Danmark.


UPDATE: et par uger efter havde min kone fundet en lejer til lejligheden. En ung studerende som forudbetalte de tre års husleje på 45.000 yuan. Nu skal soveværelset så lydisoleres, for at give fred for Mahjong-spillerne.

En side historie

en lokal embedsmand sprang ud fra 10. sal mens vi var i byen. Han var under anklage for korruption, og havde angiveligt fået besked om fra sine overordnede, at for så vidt som han tog ansvaret ville man sørge for hans familie, og hvis ikke ville alle blive bragt til fald. Manden sprang og døde, og ingen andre blev involveret i 'sagen' hvis nærmere indhold jeg ikke kender, og hans familie vil så ikke lide yderligere nød (må man håbe).

Xi Jinpings anti-korruptions kampagne viser sig angiveligt ved at hoteller og restauranter har faldende besøgstal, da lokale ledere i parti og stat er tilbageholdende med for store udskejelser.

Under de sidste to dage vi var i Tangchi, hos min kones svigerinde, Jiao Mei og hendes dreng (De-ar) og adskillige onkler og tanter, brugte min kone et par timer på at give moralske formaninger for den unge 20-årige mand De-ar. Han skal efter sommer begynde på universitet i Wuhan , så tilværelsen i en by med 3.000 indbyggere bliver nu udskiftet med et liv blandt Wuhans 10 mio.
Det er almindeligt i Kina at de studerende bor, både på gymnasierne og på universiteterne. Det er også almindeligt at familier lever adskilt. I denne familie arbejder faderen i andre provinser på diverse byggeprojekter, en anden familie vi besøgte, var manden på 10. år i Angola. Den unge mands to søstre arbejder i h.h.v. Xi'an og Shanghai så ligesom faderen er de kun sjældent hjemme. Blandt de mere alvorlige formaninger var den med at holde sig fra narkotika. der havde åbenbart lige været en sag i Tangchi med en ung mand som var arresteret for narko-besiddelse, så selv i en lille by findes disse problemer også.

Under en lille middag for nærmeste familie torsdag aften holdt en onkel en time lang tale for drengen, som slog på de konfucianske dyder, med respekt for familien, forældrene og drengens forpligtigelser overfor familien. En del af belæringen var også at der blev fortalt om hvilket hårdt liv hans mor og far har levet da de som unge voksede op i en bondefamilie, og hvilke økonomiske udfordringer de har og kæmper med , med tre børn. Det er i sig selv en morsomhed , at Jiao Mei har tre børn, mens hendes hus ligger dør om dør med byens Familieplanlægningskontor ! Jeg bidrog også med formaninger om at holde op med at ryge (!!) og ikke mindst vælge sine venner med omhu.
Hele seancen var interessant - jeg ved nok at danske unge også får formaninger, men en sådan samlet koordineret indsat som her , kender vi dog ikke hjemmefra. Drengen kan desværre mindre engelsk end jeg kan kinesisk, så det kommer der i sagens natur ikke mange samtaler ud af. Men han har alle 7 dage vi var i Tangchi stået på spring for om han kunne hjælpe på den ene eller anden måde; bære en taske, hente en vand eller åbne en øl for sin danske onkel ;-) Det kender vi vel heller ikke rigtigt derhjemmefra .

Kineserne spiller Mahjong - unge som gamle , alle vegne i Kina sidder folk ved små borde og spiller det populære spil. Mange hotelværelser - også vores - er indrettet med særlig spillebord til Mahjong.
Spillet handler om at komme først af med sine brikker. Man har hver 13 brikker til start og skal så danne par af to eller tre ens eller 3 brikker i numerisk rækkefølge. Der er fire forskellige typer brikker ( a la hjerter, klør og spar, som i kortspil)
jeg blev introduceret til spillet i søndags, og hver aften siden har vi spillet på hotelværelset til kl 24.00

Jeg har været foruroligende heldig i dette spil- helt uberettiget har jg vundet langt mere end halvdelen af vores spil. Vi spiller fire personer. Når jeg overhovedet kan være med er det fordi vi spiller langsomt i forhold til hvordan kineserne spiller spillet. Næste skidt må være at jeg melder mig på gaden et sted og spiller med de gamle mænd og kvinder ... om penge forstås ;-)



Vi købte et Mahjong spil og gik så på posthuset for at sende det til Danmark. Brikkerne vejer godt 7 kilo, så det var for meget at slæbe rundt med på rejsen. På posthuset fik vi dog den overraskende meddelelse, at der var importforbud mod Mahjong i EU landene - da det blev anset for et hasard-spil !!!

Onsdag d. 9.juni
Interview med partisekretæren i Tangchi, Hubei-provins, under Yingcheng Præfektur (shi), med i alt 5 mio. indb.
Tangchi by (zhen) har ca 3.000 indbyggere, og under byen hører 16 grupper (cun) af landsbyer (zhu) som hver består af en 5-7 landsbyer.Befolkningstallet incl disse landsbyer er ca 15.000 indbyggere. Qu's landsby ligger i det 'cun' der hedder Sunduan Cun og omfatter 7 landsbyer med i alt ca 800 indbyggere.
Heraf er de 200 midlertidigt bortrejst som migrantarbejdere.

Tangchi Zhen var tidligere en Folkekommune. De kollektive virksomheder lå i Tangchi by og omfattede forretninger, teglværket, hospital , skoler mv. af-kollektiviseringen begyndte i 1979 og var stort set gennemført på et års tid .
Endnu i 1988 var der rationering på de fleste dagligdags fornødenheder, ris, olie, tekstiler og selvfølgelig kød, som reelt set ikke indgik i hverdagskosten dengang.
Bønderne kunne herefter leje jorden af kollektivet (cun) jorden blev fordelt i forhold til hvor mange familiemedlemmer hver husstand havde. Dette skyldes at skatter til staten blev betalt i samme forhold. Regler for tildelingen af jord til husstandene er dog forskellige fra sted til sted.
En ældre bondefamilie har 10 mu ( en hektar = 15 mu, én mu =660 m2 eller 1/15 af en hektar, ) som de dyrkede. Arbejdet - såvel såning som høstning af risen -blev dog udført af en maskinstation. Udbyttet er ca. 500 kg pr mu. Bruttoindtægten er max 1000 yuan pr mu og efter betaling af omkostninger ca 800 yuan pr mu.
Der kan høstes to gange årligt. Der er dog mange der ikke dyrker al jorden dels fordi arbejdet er hårdt og dels fordi indkomsten er begrænset, og nok så vigtigt, så får mange bondefamilier nu supplerende indkomster fra børn som arbejder som migrantarbejdere.
Bondefamilien vi besøgte havde tre drenge , en bor og arbejder i Canada, en anden i Wuhan ( som vi har mødt et par gange og som deltog i demonstrationerne i 1989 på Tian'anmen) og den sidste arbejder i Shenzhen.

Kun de der ikke vil betale for at få såning og høst udført laver fortsat selv arbejdet manuelt .
Indtil 2003 betalte bønderne skat i naturalier til staten, men fra 2004 og alle skatter for bønderne ophævet - og i stedet kan de nu få et mindre tilskud på 50-80 yuan for hver mu de opdyrker. I dag er der kun to af virksomhederne som fortsat er kollektivt drevet , nemlig det store supermarked og hospitalet.

Tangzhi er en relativ velstående by ikke mindst pga af sit Hot Spring Water ressort (jeg har dog ikke set en eneste turist under vores ophold her, men de kommer angiveligt om vinteren) Hertil kommer byens mange skildpadde farme - som sælger skildpadder til restauranter over hele Kina.


Partisekretæren (Lu Hue Xin ) er valgt af beboerne i Sunduan Cun hvor der afholdes valg til forskellige administrative poster hvert 3. år. Lu har har siddet på posten som partisekretær siden 1993. Tidligere blev disse lokale partisekretærer udpeget fra et højere niveau, men efter der i slutningen af 1980'erne blev gennem valg på landsby niveau bliver de valgt lokalt.
Alle - såvel parti som ikke partimedlemmer kan opstille til valget, dog skal partisekretæren være medem af KKP. I Tangchi by er der 31 KKP medlemmer. Partisekretær Lu får en løn på 4.000 yuan om året , og har derfor andet arbejde ved siden af. Han drivermen dels en restaurant og dels en skildpaddefarm.
hans sværeste arbejdsopgaver var før 2004 at indsamle og rykke for skatter fra bønderne men denne sure pligt er nu bortfaldet.
Største udfordring har været familiepolitikkens gennemførsel, hvor han har skulle afvise familier som ønskede et andet barn.
reglen er at om den første fødte er en pige kan man få barn nummer to, er den først e en dreng er der ku den ene.
Men som med alt andet i Kina , så er regler for at blive omgået. Vores svigerinde - Jiao Mei bor dør og dør med byens
familieplanlægningskontor men har ikke desto mindre tre børn. To piger(Gege og xici) og en dreng (de ar).
Drengen var den sidst fødte og herfor måtte familien betale en bøde , som bestod af at farfar fik beslaglagt maskinerne i sit værksted.

Photos from Tangchi

Så har vi været til barnedåb her i Tangchi - det er blevet fejret med tre middage over to dage. Her er, som kulturen foreskriver, rigeligt med mad og drikke og så kan man ikke hilse på en kineser uden at blive tilbudt en cigaret - ja hele pakker uddeles til gæsterne. Der drikkes øl og brændevin og det er tydeligvis særligt morsomt at prøve at drikke den udenlandske gæst under bordet ( nej det lykkedes dem ikke ). Kun mænd drikker normal øl / brændevin mens kvinderne drikker juice eller lign. Men i modsætning til danskerne drikker man ikke uden mad, heller ikke før maden.

Så er bordet ved at være dækket - med fisk og kød og grøntsager ....

Maden er jo et kapitel for sig i Kina. Det indgår i den almindelige hilsen mellem venner ' Ni chi fan le ?' som betyder 'Har du spist' . Som jeg har sagt før så må man sige at dansk madkultur blegner i forhold til det man ser her. Et kinesisk spisekort ville give enhver dansk restauratør nervesammenbrud - antallet af retter er enormt.
Her på landet hvor vi er nu, er der selvfølgelig ikke nogen spisekort på byens 2-3 restauranter, og maden laves i takt med at gæsterne kommer.
I aftes spiste vi med nærmeste familie , vi var 9 mennesker som spiste 9 retter og fik et antal øl og vand - i alt 290 yuan , ca 230 dkr. Det er en enig kamp om regningen, vores svigerinde, og onkler mv mener alle at det er deres ret og pligt at betale for alt hvad vi spiser og drikker, og det lykkedes dem for det meste. Har flere gange forladt spiserummet for at snige mig ud og betale, men kun én gang kom jeg Jiao Mei i forkøbet. Nå men sådan er tradition og skik, omend jeg ikke syntes de behøver betale hver gang. Diskussionerne har vi hver gang og det er også en del af ritualet omkring regningen

Jeg spiser morgenmad på gadekøkkenet lige overfor vores svigerinde Jiao Mais hus, hvor de laver stegte nudler til mig . Noget som de syntes er underligt at spise, da man her absolut foretrækker kogte nudler med diverse. Jeg tror de betragter det lidt som barnemad det jeg spiser ;-)

Det er nu blevet fredag og vi har været i Tangchi i en uge - hver aften har der været større middagsselskaber med diverse onkler og tanter - og der er altid både køb og fisk på bordet , men jeg foretrækker at holde mig til grøntsagerne , nudler og ... nå ja ris , ris serveres altid til sidst , hvis man af en eller anden grund ikke skulle være mæt. Ris serveres aldrig sammen med de øvrige 8-10 retter. supperne er rigtig gode - selv efter dansk smag.

lørdag d. 5.juni kørte vi mod Tangchi - ca 100km nord vest for provinshovedstaden Wuhan. vi tog bussen - og den langsomme af dem , for at få mulighed for at nyde landskabet og ikke alene køre motorvejen. desværre var godt 10 km af vejen totalt ødelagt af tunge lastbiler , så farten var 10 km /t og et frygteligt bumperi og umuligtat tage bileder.

Gjorde holdt i Yingsheng (se googlemap øverst) hvor jeg fik en øl og vi snakkede lidt med de lokale , hvorefter turen gik videre de sidste 40 km med taxa. (=50 kr).taxachaufføren havde arbejdet et år i Grønland hvor han havde tjent 500.000 yuan, men som taxachauffør tjente han nu også ganske godt , nemlig 100.000 yuan årligt !!
Vi bor i Tangchi på et nyt hotel, vores værelse er ca 100 m2 og koster 300 yuan / dag.
I aftes blev jeg introduceret til kinesernes favorit spil Maijiang, og jeg sad åbenbart i utroligt begynderheld da jeg vandt 10 af 15 spil.
I dag søndag har vi været til barnedåb - eller rettere middag for ca 100 mennesker med masser af mad og drikke . middagen var kl 1200 og sluttede ca 1400. kl 17 blev festen genoptaget de samme ti retter kom på bordet , men denne gang måtte jeg holde lidt tilbage med spiritussen ;-) meget festligt og sjovt at deltage i

Vi var ude og spise i et kvarter, som umiddelbart vil være genkendeligt for danskere, nemlig med en lang række udendørs restauranter, som vi kender det fra Sydeuropa og Danmark. Der var også de tilhørende gademusikanter, nogle med gamle klassiske kinesiske instrumenter, andre med en sang og så de to piger her. De udmærkede sig ved ikke at kunne synge og slet ikke spille guitar. Det sidste var yderst besynderligt- for selv om pigen godt nok flyttede fingrene på gribebrættet i en form for rytmisk mønster og noget der lignede akkorder, så skiftede guitaren ikke toner - det var de samme toner som kom ud af guitaren uanset hvad pigen spillede !!!
I konkurrencen med skopudsere, blomstersælgere mv havde pigerne ikke meget at byde på, men samtidigt viste hele scenariet også hvor desperat kampen er for at tjene lidt penge.

Wuhan med sine ti millioner indbyggere er nærmest en stor byggeplads. Gamle huse rives ned alle vegne og erstattes af nye enorme komplekser af højhuse ... eller skyskrabere skulle man vel snarere sige.
men chokerende er det at erfare at det som rives ned nu kun er mellem 20-30 år gammelt byggeri. Altså boligblokke opført i 1980- 90'erne !!!Her et eksempel på sådan et boligkompleks som står for nedrivning- sandt at sige ligner det også noget som er fra før 2. verdenskrig , men husene her er bygget i 1997 !!!!
Beboerne kan derefter købe nye lejligheder til 1.5-2.0 mio. kr. Vores bekendte bor i en sådan ejendom. Manden har i de sidste ti år arbejdet i Angola hvor han tjener ca 300.000 yuan årligt. Familien har derfor kunne spare op og givet deres søn 1 mio. kr til udbetaling på sønnens og svigerdatterens nye lejlighed til 2.0 mio.
manden ved bliver med at arbejde i Angola, da pengene er gode , og familien skal nu selv ud og købe lejlighed , når ejendommen her rives ned i løbet af de næste par år.
Se billeder fra Wuhan 2014

FOLLOW UP:
Vi mødtes i aften med et par hvor manden arbejder med bygningskontrol på nye ejendomme, og jeg fik endnu engnag bekræftet det som jeg har svært ved at tro på: at huse der ligner noget fra slutningen af 1800-tallet ikke er mere end godt 20 år gamle.

men til historien hører også, at beboerne får fuld kompensation for deres nedrevne ejendomme, men problemet er så at de ofte har haft små lejligheder på 50m2 som måske erstattes med 1 mio , men de nye lejligheder er større og derfor dyrere.

We have gone to my wifes home province, Hubei, for one reason to get documentation that my wife and her daughter is mother and daughter.
Yes it sounds quite silly. This documentation is needed becaurse we want to invite my wfies daughter for a one week visit to Denmark.

Ok - the main identification paper for all chinese people are their 'Hukou'. when my wife present her Hukou at the policestation she was meet with this : How can we know this is not false?
The document contains stamps and signatures etc from the authorities in Hubei - and still the same authorities now claims that this document might not be valid or even false!!!
As this is my wife main identification paper what can she do ?
This is - as far as I understand this - most ridiculous and unacceptable .

Wonder what Mao Zedong would have said about such bureaucratic behaviour???

FOLLOW UP

today we went to the hospital where Yangzi was born some 27 years ago, to get some documentation that she is really my wife's child. after waiting two hours for the doctor we had to talk with my wife succeeded. After that she could go back to some other authorities from yesterday, and finely get the required documentation of the legal relationship between mother and daughter .
So the story ends up fine - but it all seems so bureaucratic.

efter et par hektiske dage i Beijing - hvor vi brugte det meste tid enten i metroen eller i taxaer, kom vi til Wuhan i det centrale Kina , tirsdag eftermiddag. Kørte herned på godt 4 timer med 310 km /t.
Wuhan er provinshovedstaden i Hubei-provinsen i det centrale Kina, og har godt 59 mio. indbyggere, hvor af lidt over 10 mio bor i Wuhan.
Vi besøgte også Wuhan i 2012, hvor vi boede på det dejlige Holiday Inn ved Yangzi-flodens bred, netop der hvor Mao tog sin berømte svømmetur i 1967.
Vi bor i år på Yangzi Hotel midt i byen (om noget sådant giver mening i en by med 10 mio indbyggere og mærkeligt nok UDEN en stor central plads.) I går og i dag har jeg haft dagtimerne for mig selv mens Qu har besøgt offentlige kontorer vedr hendes pensionspapirer mv. Dette syntes dog umiddelbart at blive overordentligt bureaukratisk, idet meget tyder på at hun først kan ordne dette i den uge hvor hun har fødselsdag - ultimo august, ogdermed kan blive nød til at blive i Kina længere end beregnet !
Jeg har nydt tiden i en nærliggende park , drukket te , skrevet korrektur og gået rundt i byen, og er endelig ved at føle mig godt hjemme igen. Om et par dage tager vi til landsbyen hvor Qu voksede op - og her håber jeg på et par rolige dage med et bord og en stol - mere behøver jeg ikke :-)
Wuhan 2012

det undrer mig at vi denne gang ikke kan se danske nyheds-medier på internettet i Kina...Tidliere var Facebook og YouTube blokeret og det oplevede jeg ikke som et savn - mne nu er der heller ikke adgang til dr.dk eller politikken , Berlingske eller noget som helst dansk medie ...!!! Derimod kan man godt læse BBC og CNN, men ikke danske nyheder.

så farlige er de danske medier eller Danmark vel heller ikke - selv om det vel nok vil booste lidt til selvfedmen hos danske medier ..

besøgte den danske ambassade i Beijing i forbindelse med nogle spørgsmål om visa til Yangze. Det var lidt sjovt at man her havde installeet en cyklepumpe udenfor ambassaden lige ved indgangsdøren. Herudover stod der tre gamle rustne cykler. Men det er altså dette vi fører os frem med ... jeg kunne ikke lade være med umiddelbart at se cyklepumpen som et symbol på den udenrigspolitik : varm luft!!

FOLLOW UP TO DAGE SENERE ...
Nu kan jeg pludselig godt se danske nyhedssider .... men ja, selvom jeg indrømmer at have savnet dem et øjeblik, så var gensynet alligevel ikke rigtig noget . Roskildefestival, 'æresvold' (som man gudhjælpemig kalder det) og så noget andet ligegyldigt ..

UPDATE: da vi senere kom til Dongguan, var der nu adgang til både Facebook , Youtube og google, i hvert fald fra hotellet 'Exibition International Hotel' .

så har der netop været valg til EUparlamentet - stor fremgang for EU kritiske partier / grupper . Jeg tænker på hvordan et sådan valgresultat ses fra Kina?
Man vil formentlig med let skjult gysen se på hvad frie valg kan afsted komme; i EU tilfælde er det vel at vælgerne vælger 750 parlamentsmedlemmer hvoraf en stadig større del nu ikke vil bidrage til at styrke, men derimod at svække EU magt og dermed EU's mulighed for agere i forhold til de fælles udfordringer EU og medlemslande står overfor.

Skulle man overføre dette til kinesiske forhold , så kan det jo bedst sammenlignes med den Nationale Folkekongres. Her valgte man i 2013 mere end 2900 delegerede som repræsenterer mangfoldige interessegrupper rundt om i Kina . Disse er godt nok ikke valgt nedefra , men derimod valgt af de enkelte Folkekongresser i Kinas provinser , hvilket om ikke andet giver en hvis sikkerhed for at de alle vil arbejde for det fælles bedste, og ikke arbejde for opløsning af det selv samme system som de er en del af , i dette tilfælde Folkerepublikken Kina

I februar 2012 gik jeg i gang med et større projekt ; at skrive en relativ kort almen fremstilling af Kinas årtusinde år lange historie. Baggrunden var frustration over hvor ringe kendskabet generelt var til Kinas historie og dermed også forståelsen af hvor Kina er i dag - og ikke mindst hvad man har opnået de sidste 30 år.
Nu - to år og tre måneder senere - er jeg kommet gennem årtusinders historie og ikke mindst det 20. århundredes voldsomme omvæltninger og nærmer mig de sidste 10-15 års historie.

Alene arbejdet med at læse korrektur, rette og tilføje har taget ualmindelig lang tid . Jeg savner dog, at få en anden til at læse dele af projektet, men det kommer forhåbentligt . Mens jeg for tiden frem til 1989 har valgt en strengt kronologisk organisering af stoffet - havde jeg tænkt at de sidste årtier i højere grad beskrives tematisk; de intellektuelle diskussioner i 80'er og 90'erne , reformpolitikken på landet og i byerne , befolkningspolitik, urbanisering , Speciel Økonomiske Zoner etc

du kan følge arbejdet på kina-danmark.dk